INDIVIDUEL TERAPI – Når livet er svært
Der er mange grunde til at gå i individuel terapi. Det kan for eksempel være, at du har
- oplevet livskriser som skilsmisse, dødsfald eller alvorlig sygdom?
- problemer med selvværdet og føler dig værdiløs eller utilstrækkelig?
- svært ved at se det lyse i tilværelsen og oplever alt som ligegyldigt?
Hvad længes du efter?
Når livet er svært – uanset årsag – kan du have gavn af psykoterapi og samtaleterapi, som er de metoder, jeg anvender. Udgangspunktet er, hvad du ønsker, og det kan tage tid at komme ind til kernen af, hvad målet med terapien skal være for dig. Den første samtale handler om at skabe overblik over det, du bøvler med, og pejlemærket for terapien er: Hvad længes du efter?
Måske længes du efter at:
- opleve ro og at komme af med stress, tankemylder og søvnbesvær.
- invitere mennesker tættere på dig, så du kan sige farvel til ensomhed.
- bryde med gamle mønstre, så du kan trives i kærlighed, arbejdsliv og venskaber.
- kunne sige fra og sætte grænser overfor andre – og dig selv.
- være fri for angst eller depression.
Nye modne strategier
Da vi var børn, udviklede vi vores egne strategier for at trives og – i værste fald – at overleve. I voksenlivet virker strategier fra barndommen ikke altid konstruktivt. Nogle er direkte usunde og ødelæggende. I terapien arbejder vi med at erstatte barndommens strategier med voksne strategier, opbygger dit selvværd og at give udtryk for dine behov.
Hvis du har været udsat for voldsomme oplevelser
I barndommen kan du have fået alvorlige chok, f.eks. hvis du var udsat for vold, omsorgssvigt eller seksuelle overgreb. Voldsomme og grænseoverskridende oplevelser sætter sig i sind og krop som psykiske skader (traumer) på samme måde som fysiske skader.
Børn overlever ofte voldsomme oplevelser eller overgreb ved at fortrænge dem. Men mange vil senere i livet opleve både fysiske, psykiske, mentale og sociale vanskeligheder i tilværelsen, når erindringer om de skadelige oplevelser trænger frem i bevidstheden. Det kalder man også for senfølger.
Traumeterapi bearbejder dine voldsomme oplevelser
Med traumeterapi får du hjælp til at bearbejde oplevelser af chok, vold eller overgreb og at forstå, hvordan det påvirker dig i dag. Med særlig traumeterapi kan vi bringe dit nervesystem i ro og hjælpe dig med at komme af med fysiske og psykiske symptomer, som dine oplevelser har plantet i dig.
“Det bedste, jeg har gjort for mig selv i mit liv, er mit forløb hos Peter. Jeg har nu meget mere glæde ved mig selv, jeg er i job og har fundet mig en dejlig kæreste.”
“Jeg havde ingen energi. Det at stå ud af sengen var nogle dage for stor en opgave. Peter gjorde mig hurtig opmærksom på, at jeg var ensom, og vi begyndte at lave planer for, hvordan jeg kunne få venner i mit liv og nogle aktiviteter, som gav mig energi hver dag.”
“Kærestesorger er kæmpestore for mig, sådan har det altid været. Det er så svært at blive forladt, og alligevel er det ikke lykkes mig at holde på en kæreste. I terapien fandt jeg ud af, at jeg ikke lukker kærester ind i mit liv, simpelthen fordi jeg er så bange for at blive forladt. Skørt ikke? Men nu kender jeg mit mønster, så nu kan jeg ændre det…”